For at opretholde et flow i klubben, som sikrer pladser til nye svømmere på begynderhold, såvel som mulighed for hele tiden at udvikle øvede svømmeres potentiale, rykker vi automatisk svømmere op to gange om året omkring juli og december måned.
Oprykning sker ud fra svømmerens alder, baseret på de aldersestimater der er sat for holdene (se holdbeskrivelsen på www.nskswim.dk). Vores erfaring er, at det sociale fællesskab har de bedste rammer, når svømmerne er nogenlunde jævnaldrende. Dog rykker vi ikke automatisk svømmere fra lav ende til dyb ende, ligesom vi ikke rykker svømmere til hold der kræver flere ugentlige træningsdage, uden forudgående dialog.
Hvis der er en særlig årsag til, at en svømmer ikke skal rykke op automatisk, er det vigtigt at skrive til os på [email protected], så vender vi mulighederne sammen.
Oprykning til konkurrenceafdelingen (Talent, K3, K2 og K1) skal altid ses som et tilbud til svømmeren – altså står det svømmeren frit for at takke ja eller nej. Vi tror på at give vores svømmere plads til at prøve sig selv af. Det vil sige, at en svømmer gerne må prøve kræfter med et sværere hold, hvis svømmeren har mod på flere træningsgange pr. uge. Trænerne hjælper med at vurdere, hvornår svømmerne får tilbud om at deltage i konkurrencer.